AGENT ORANGE: John Cameron Mitchell på HEDWIG & the ANGRY INCH!
...mundtligt samleje med B. Alan Orange
Hedwig & The Angry Inch: Dage efter at have set Hedwig, kravlede tingen stadig rundt i mig. Jeg kunne ikke ryste de billeder, jeg var blevet tvangsfodret under visningen. Som helhed virkede filmen fastklemt lige ved siden af Pootie Tang i en 'Elskede jeg det her, eller hadede jeg det fuldstændig?' del af min hjerne. Nu måtte jeg se dens skabere i øjnene.
To halvdele af et udyr, der kom sammen på et fly et sted over Atlanterhavet. En bevægelse med sind i skabelsen af dette års mest ventede sceneoversættelse. Den ene skrev musikken, den anden skrev manuskriptet. Det er en tæt forsegling, der helt sikkert vil skræmme guderne, og måske endda de biografgængere, der er slået fra af en hun-mand med en en-tommers nub. Mig? Jeg var ikke bange. Jeg var klar til at se den kraft, som er Stephen Trask & John Cameron Mitchell.
Først skulle jeg forbi den hvide telefon, en sexet pige med vandkopper og nogle #@!* med gummibamser i sin svedige hånd. Jeg blev hurtigt ført ind i et lillebitte rum. Skydedøren smækkede bag mig. Det var ligesom den scene i Empire, hvor Han, Leia og Chewy vender sig for at blive låst ind til middag med Darth Vader. For enden af mit bord: John Cameron Mitchell. Hans negle var lyserøde, malet i hvide pletter. Jeg tegnede min båndoptager kun for at finde den svævende foran ham. Jeg får det vindende smil, vores øjne låste.
Det er ikke hver dag, du bliver kastet ud i en samtale med en flamboyant oprørende tysk luder, der plejede at være en mand. Det er hjertestop rædselsfuldt. Jeg var på randen af hyperventilation. Mitchells charmerende lethed var bedre end en brun papirpose til at berolige mine nerver. I stedet for Hedwig frastødelse, fandt jeg mig selv fuldstændig opslugt af denne unge mand. Hans rene tilstedeværelse trækker mig ind som løftet om gratis øl. En smart-aleck, jeg kan se, vi kommer til at klare os fint.
O: Så hvordan var din weekend?
Mitchell: Det var godt. Vi havde en rigtig skør uge med de to premierer, og en masse presse. Jeg var lidt ødelagt. Ødelagt!! Denne uge har været endnu mere. Jeg ønsker ikke at være i en position, hvor jeg er ligesom, 'Åh, du skulle have gjort det shindig.' Fordi vi virkelig er sådan en grim ælling af en film, har vi ikke råd til at miste noget af den presse.
O: Synes du virkelig denne film er en grim ælling?
Mitchell: Ja. I New York er vi virkelig en favorit i hjembyen, ved du? Vi starter med de tre byer. I LA er der ikke helt den slags haster, som når du kommer med en tæt sammentømret by.
O: Hedwigs åbning i LA, New York og San Francisco?
Mitchell: Ja, starter ud. San Francisco har mere en fortættet følelse.
O: Det er interessant. Tror du, at folk bliver stødt over filmens indhold?
Mitchell: Åh nej. Jeg mener bare, at vi er, ved du? Vi er ikke Reese Witherspoon. Eller Julia Roberts. Jeg vil udfordre hende til en mudderbrydningskonkurrence hver dag. Jeg er ligeglad.
O: Julia Roberts? Det vil jeg gerne se.
Mitchell: Jeg vil gerne have Reese og jeg til at tage en runde. Tå til tå.
O: Reese er lidt lille. Hun er kun så høj. (Jeg angiver fire fod fra jorden med min hånd). Jeg tror, du ville være i stand til at slå hende meningsløs.
Mitchell: Oh yeah. (han smiler som en sliktyv)
O: Vil du opfordre folk til at se din film?
Mitchell: (hurtigt at afskære mig) Nej.
O: Nej, nej, nej? At betale for at se din film og så snige sig over til en af de større film som Apes Planet eller Jurassic Park?
Mitchell: Det er en god ide. Ved du, sker det? Det kan de virkelig ikke stoppe, vel?
O: Jeg vil gerne fortælle dig, jeg kom til Edwards 26 i Long Beach, og jeg ser fire på en dag. Det er så nemt at gøre.
Mitchell: Det er sådan, alle de børn kommer ind i Rs. Jeg vil opfordre, fordi vi ikke må markedsføre til dem, at børn sniger sig ind i Hedwig.
O: Synes du, det er en god idé? De skulle betale for at se en anden film.
Mitchell: Så snig ind til os, det ville jeg foretrække.
O: Du ville miste nogle penge.
Mitchell: Åh, det er rigtigt. Men du ved, vi har bootlegs ude.
O: Du har allerede bootlegs af filmen?
Mitchell: Nå, af legen og sådan noget.
O: Åh, af stykket? Okay.
Mitchell: Jeg er ligesom Grateful Dead. Jeg kan godt lide bootlegs.
O: Filmen er endnu ikke tilgængelig i New York for 5 dollars på gadehjørnet?
Mitchell: Nej. Måske bliver det snart i Hong Kong. På VCD eller noget.
O: Tror du det? Jeg ville købe det. (er jeg lige udsolgt?)
Mitchell: Jeg ville tage det som et kompliment. Nå, du ved, DVD'en vil have en masse slettede ting på den.
O: Blev der skåret noget for at modtage en R-vurdering?
Mitchell: Nørd.
O: De slettede scener er alle ting med bandet?
Mitchell: Der er noget med bandet. Og Phyllis. Og Yitzhak, min back-up sanger. Det passede bare ikke, men det er fantastiske scener. Så i stedet for slettede scener, redigerede jeg faktisk en hel 17 minutters sekvens, der har genredigeret scener og derefter slettede scener i en stor sekvens, som du kan se på én gang. Det får Andrea Martin til at lave noget shtick. Det er sjovt. Du ser Yitzhak i Kroatien, hvor hun mødte Hedwig. Alle de ting, der ikke helt passede ind i den endelige redigering. Dette var bare ikke det rigtige sted til det, men det er bare fantastiske ting.
O: Skal dette være en af de nye Infinifilms, som New Line for nylig begyndte at udgive?
Mitchell: Du ved, jeg har lige hørt om det. Hvad betyder det helt præcist?
O: Den, jeg så, var Thirteen Days. Det går gennem filmen, visse steder vil et ikon poppe op, og tage dig til andet materiale relateret til den pågældende scene, eller en slettet scene, der skulle følge den originale scene.
Mitchell: I dette tilfælde er det så delikat. Der er ikke noget perfekt sted til det i den rigtige film. Det er næsten som at skabe en ny kortfilm. Det er ligesom et tillæg til filmen. Vi får kommentaren. Vi får dokumentaren om at lave Hedwig, hvor min mor er fortælleren.
O: Din egentlige mor vil gøre det? Det er sejt.
Mitchell: Ja, og min far, som var generalen. Han vil tale om Berlin.
O virkelig? Det har jeg ikke set gjort endnu. Så talte I om kunst, før jeg kom ind?
Mitchell: Ja, de taler om? Det hele er nyt for mig, men de taler om, hvordan de havde det originale billede i annoncen. Så efter et par uger ændrer de på en måde billedet.
O: Ligesom i LA Weekly?
Mitchell: Enhver annonce. Ikke plakaten, men annoncen. De starter det, så får de et nyt billede. Og billedet på plakaten er af Mick Rock, som er Bowie-fyren. Han var som Ziggy-æraen, King of Rock & Roll. 70'ernes guitarkonger. Han lavede alle de flotte covers. Jeg sagde: 'Vi skal bruge ham.' Vi er nødt til at gå efter den ægte vare. Han lavede en masse forskellige billeder af forskellige kostumer, så vi kommer til at bruge flere af dem i annoncerne.
O: Jeg ville spørge dig om kunstværket. Er du tilfreds med plakatens udseende?
Mitchell: Ja, jeg skal på en måde være med til at designe det.
O: Gjorde du?
Mitchell: Ja, det var dejligt. Traileren er en anden ting. Det er det egentlig ikke? Jeg tror ikke, at nogen instruktør er tilfreds med traileren.
O: Du var ikke tilfreds med traileren?
Mitchell: Nej? Men så havde jeg en vis vetoret. Jeg slap af med, at fortælleren sagde: 'I en verden, hvor en mand er en mand, og en kvinde er en mand.' Jeg tænkte: 'Nej.' Men samtidig siger de, hvilket giver mening, at en trailer ikke er for en instruktør. En instruktør ville lave en kortfilm, hvis han fik lov til at lave traileren. Han ville skyde og dirigere den. Det er i hvert fald for de mennesker, der ikke ville se filmen. For ligesom at få dem ind ad døren. Så de gik med shtick. Det er klart, når du ser Hedwig, er det mere end bare shtick. Der er mange flere følelser. Men, det er deres vej ind. De skal få det til at føles som om det mere er for at understrege shticket og det sjove. Jeg siger: 'Det er ikke det, filmen handler om.'
O: Nå, efter jeg så traileren, vidste jeg, at jeg ville se filmen.
Mitchell: Du gjorde? Så virkede det. Instruktøren får aldrig redigeret sin trailer.
O virkelig? Jeg hørte Kevin Smith? Kender du Kevin Smith?
Mitchell: Ja.
O: Jeg hørte, at han redigerede sin egen trailer til Jay & Silent Bob Strike Back.
Mitchell: Han gjorde? Han er en fjols.
O: Jeg tror, han kunne have gjort dem kun for internettet.
Mitchell: Oh yeah?
O: Der er specielle kun til internettet, og jeg ved, at der var en debat om, hvilke der var bedre, dem eller dem i biograferne.
Mitchell: Du kan godt være lidt mere skør. Ja, det er altid en instruktørs ting, ved du? Men jeg er tilbøjelig til, for ikke at misforstå det, at være involveret i den ting. Men lad dem også gøre deres arbejde. De ved bedre end jeg. De lavede Dancer in the Dark og Before NightFalls. De ved, hvordan man tager en svær film og får den til de mennesker, der ikke nødvendigvis tager risici.
O: Hvad ville du have gjort anderledes med traileren?
Mitchell: Jeg ved ikke. Jeg tror, jeg ville have gjort noget skørt som, øh?
O: Optaget noget helt andet end det, der var i filmen?
Mitchell: Ja.
O: Jeg kan godt lide de trailere, men du ser dem ikke længere.
Mitchell: Ja, som 70'erne ting, hvor Albert Brooks satte sig ned og snakkede med publikum og sagde: 'Lad mig fortælle dig om min film Real Life.' Det er den slags ting. Men det er næsten som at optage en ny film. Og du ved, du skal skære i penge og bruge ekstra tid på det. Sagen er den, at jeg var så træt af at være Hedwig, at jeg ikke kunne forestille mig at skulle tage den paryk på igen.
O: Du tror ikke, du nogensinde vil spille hende igen?
Mitchell: Jeg laver nogle koncerter her og der, måske en fordelsforestilling om to år. Men jeg er brændt ud af det.
O: Det er du, hva?
Mitchell: Ja, jeg vil hellere have, at andre gør det på scenen.
O: Jeg går ud fra, at det stadig er i gang?
Mitchell: Det er det, men det er overalt forskellige steder. Det er lige åbnet i Filippinerne. Island.
O: Hvem gør det? Nogen vi kender?
Mitchell: filippinske damer. Som jeg siger, de skubber virkelig på konvolutten i Manila.
O: Det er sjovt. Så Hedwig var første gang du klædte dig i drag?
Mitchell: Ja.
O: Kunne du lide det, eller nød du det kun for karakteren?
Mitchell: Jeg var lidt bange for det i starten, for det var jeg altid? Ligesom, især når man vokser op som homoseksuel, og man har en feminin side. I gymnasiet får du at vide, at det er det værste at være. En pige-dreng. Du får smidt lortet ud af dig. Så jeg har altid været lidt bange for det. Men så var venner altid som; 'Du skulle bare prøve det. Det løsner lidt op for tingene«. Jeg har aldrig været en stor Rocky Horror-fan, men det ville venner gøre. Og de sagde: 'Bare prøv det. Det vil få dig til at føle dig løsere omkring dig selv.' Jeg tænkte: 'Jeg ved det ikke.' Så arbejdede min komponist i denne dragklub, og han sagde: 'Jeg kan kun få dig en koncert som drag queen.' Så i stedet for at lave Tommy Gnosis, som var hovedpersonen i starten, lavede jeg den mindre karakter, som blev til Hedwig. Jeg var på en måde tvunget; for at få en koncert, at gøre drag. Og jeg havde aldrig spillet med et band før, så det var drag og et band på samme tid. Det var så spændende og skræmmende. Det var godt. Det er også interessant, når man så at sige er tvunget til at trække. Hvad du gør. For det er dit valg, hvilken slags drag queen du vil være, ikke? Det er virkelig din fulde skabelse. Det er interessant, hvordan nogle mennesker spiller deres mor. Andre mennesker er som en tøs. En anden er meget sofistikeret. Det siger meget om dig, lige den slags drag queen du vælger at være. Du ved, min var tilfældigvis en tysk hore.
O: Punk rock. Så i filmen? Når du står i gyden, over for den anden hore, og limousinen trækker op?
Mitchell: Hvem er egentlig min paryk og make-up designer.
O: Du lignede lidt Gwen Stefeni. Var det bevidst?
Mitchell: Du ved, det var det ikke. Men min kostumedesigner arbejder sammen med hende og Madonna.
O: Tror du måske, han gjorde det med vilje?
Mitchell: Faktisk hun. Ingen.? Mange af de kostumer var fra Frelsens Hær eller cast-offs fra folk, f.eks.? Jeg tror, Gwen? En af de skjorter, jeg havde på, bar hun. Madonna, Courtney, og der er en nederdel, som Brittany Spears bar i en video.
O: Og alt det kom med i filmen?
Mitchell: Ja, det er stykker, der måske ikke passede.
O: Du havde et kostume på, da du synger med i traileren? Er det virkelige menneskehår?
Mitchell: Mm-Hmm.
O: Hvis hår er det?
Mitchell: Tusindvis af malaysiske kvinder.
O: Har de lige barberet det af?
Mitchell: I showet bruger jeg? Nå, du ved, det er der, det meste af menneskehår kommer fra.
O: Det er også her alle de perfekte skeletter kommer fra, ikke?
Mitchell: Alt hvad?
O: De perfekte skeletter. Med de perfekte tænder.
Mitchell: Sælger folk dem?
O: Ja, det er der, de får dem til biologitimen. Det var, hvad jeg hørte. Malaysia. (ifølge Return of the Living Dead, i hvert fald)
Mitchell: Jeg har en malaysisk vaskekone, som jeg går til, og jeg tænker: 'Hvorfor kommer alt menneskehår fra Malaysia?' Hun er ligesom; 'De har smukt hår. De vokser det ned til deres røv. De skærer halvdelen af, og vokser det så ud igen. Så sælger de det«. Så i showet tænkte jeg på min paryk og sagde: 'Hvis hår var det her? Hvordan var hendes liv, at hun var nødt til at klippe sit hår af for at overleve?' Og Hedwig binder sig på en måde ind med parykken. Jeg plejede at bære et mærke på parykken, hvor der stod 100 % menneskehår. Som Minnie Pearl eller noget. Da vi lavede kostumet, da hun designede det, var det meningen, at det skulle være metaforisk. Jeg kan godt lide, at det fungerer på forskellige niveauer.
O: Er det behageligt?
Mitchell: Det er det faktisk. Du ved, når en pige gnider sit hår på din arm? Det er ligesom? Det er rart, hvis du kan lide det.
?
(Der er en pause. Det er ikke rigtig akavet, men jeg er så betaget af Johns tilstedeværelse, at jeg har mistet min tankegang?)
O: Synes du det er stødende, når en heteroseksuel mand går ind på en homobar bare for at se, hvor mange gratis drinks han kan få?
Mitchell: Nej nej. Jeg synes, det er fantastisk. Det er ligesom, jo mere jo sjovere. Jeg bliver virkelig sur over steder, der er for separatistiske i hvert fald. Det er ligesom; verden er et stort sted. Og festen er sjovere, når det er mænd og kvinder. Når der er for mange af én, bliver det kedeligt. Jeg bliver faktisk rigtig irriteret over de homoseksuelle barer, for jeg synes, de er lige så konforme som, du ved, et rødløg eller noget. Det er den samme forbandede musik, den samme uanset hvad. Jeg elsker variationen i en anden type situation. Squeezebox er virkelig blandet.
O: Jeg ved ikke hvad det er.
Mitchell: Det er en klub, vi har udviklet. Det var mere homoseksuelt end ikke, men det var det, du ved? Det havde den følelse af? Jeg ved ikke, om du har hørt om Max's Kansas City, men i begyndelsen af 70'erne var det med New York Dolls og Blondie, og CBGB'er. Det var en blandet scene. Det var Warhol, og punkere, og ludere, og bare? Hvis du var lidt af en outsider, følte du dig velkommen. Det kunne jeg godt lide. Den følelse. Og der er altid den søde hetero fyr, der ikke kan få nogen respekt fra kvinder, så han må gå på homobaren og få gratis drinks. (Jeg er ret sikker på, at dette er en skjult grav efter mig)
O: Var dette dit første år på Sundance? For alt?
Mitchell: Jeg har været der for film, jeg havde optrådt i. Jeg havde været i Sundance før. Faktisk mødte jeg nogle af de mennesker, der arbejdede på Hedwig på Sundance.
O: Nyder du den oplevelse at gå derned? Kulden?
Mitchell: Ja, det var fantastisk. Derudover udviklede jeg filmen i filmskaberens laboratorium. Hvilket var fantastisk. Det er et fantastisk program. Du har alle disse mennesker, Gus Van Sant, Robert Redford, der kigger forbi, mens du laver en scene fra Hedwig.
O: Så de noget af det?
Mitchell: Ja, Bob satte sig ned og sagde: 'Du forbliver tro mod karakteren. Det er ikke for campy. Du holder det ægte.'
O: Redford gravede Hedwig, hva'?
Mitchell: Ja.
O: Det er fedt. Den aften, hvor du vandt de to priser for publikumsfavorit og instruktion? Stor fest?
Mitchell: De havde en stor fest for alle. Vi havde masser af fester indtil kl
